Du kender dem – for de er overalt!
De her fine frøposer med blomsterblandinger, der lokker dig med at være “gode for bierne”, “gode for sommerfuglene” og for at “styrke biodiversiteten” i din have.
Men, men, men…
Ærligt, så er jeg ved at være godt gammeldavs’ træt af de her frøblandinger, der koster nul og en *, eller endda er noget, der kastes i nakken på dig, fra diverse virksomheder, der deler dem ud som gaver…
Wow! Slap af, så slemt kan det da heller ikke være?
Okay… Jeg falder lige lidt ned igen 🧘♀️, og så forklarer jeg dig stille og roligt hvorfor de her blandinger ikke altid er en særlig god ide. For nej, det synes jeg bestemt ikke de er.

De kommer med alle de bedste intentioner…
For selvfølgelig er det fuldstændigt vidunderligt, at der er mere og mere fokus på, at vi skal blive bedre til at klistre vores haver til med blomster, for blomsterne er vigtig mad til alle de insekter, vi i årtier har glemt at sætte pris på – vores fødevaresystem ville faktisk kollapse, hvis alle insekterne forsvandt. Ikk’ så rar en tanke…
Tilbage til blomsterne!

Jeg har selv været der!
Da jeg for knap 9 år siden købte min første have, styrtede jeg ud for at købe en helt masse poser med blandede blomsterfrø – til stort set ingen penge!
Vi havde nemlig opdaget, hvor meget liv der var i vores kolonihave, og vi ville gerne hjælpe insekterne, selvom vores fokus var køkkenhave og driverliv.
“Yes! NU skal den denondelyneme have fuld knald på blomsterne til sommerfugle og bier!” tænkte jeg glad og fuld af optimisme.
Jeg såede ud. Alt for meget. Som du nok kan se på fotoet herunder… Og selvom der stod på posen, hvad den indeholdte, så anede jeg da ikke, hvordan planterne hver især så ud, når de lige kom frem fra jorden. Hvad var hvad?
Jeg lugede ikke i det her bed. Det var første fejl.
Næste fejl var så, at jeg ikke i det mindste forsøgte at sætte mig ind i, hvad der var hvad, så jeg kunne give plads til det, jeg gerne ville ha’ voksede mest frem.
Men det her er ikke noget, der kun sker for mig. Jeg ser det gang på gang.
Enten sås der ALT for mange frø ud på et lille område, eller også sås der for lidt ud, så det der kommer op mest af alt er “ukrudtsfrø” fra jorden.
Det sidste kan være en kæmpe gave, men den, der såede posens indhold bliver skuffet, for det var ikke lige det, der var meningen med at købe posen med frø…

Det her er grunden til at langt de fleste IKKE får succes med (de billige) frøblandinger:
Under mit speciale for 4 år siden lærte jeg en del om de her frøblandinger, som jeg aldrig havde tænkt over før.
Jeg stod der, på et kæmpestort område, der var blotlagt og sået til med en frøblanding. Men jeg vidste ikke, hvordan de forskellige planter så ud, når de var små, og de voksede ujævnt frem i stærk konkurrence fra alle de frø, der lå i jorden i forvejen (frøbanken, aka “ukrudtet”).
Jeg satte mig ind i det. Jeg lærte alle de her planter at kende. Men det tog jo lang tid! Og så slog det mig: “Wauw, det er jo derfor, at det går galt for mig med frøblandingerne i min egen have…” Jeg vidste ikke hvad der var hvad, så mange af de frø, jeg inderligt gerne ville have til at spire, var måske gået tabt, fordi jeg ikke fik luget de dominerende fra, og ikke nødvendigvis fordi de ikke var der.
Den største fejl, vi begår, efter at have sået blomsterblandingerne ud, er oftest, at vi ikke går småplanterne igennem og skaber plads.
Du skal ned og kigge, og så give plads til så mange forskellige, du overhovedet kan få øje på, hvis dit ønske er at få forskellighed og ikke kun 2-3 slags, der fylder det hele.
Men er det overhovedet en god ide, at købe de her konventionelle blomsterblandinger til at begynde med?

Derfor er langt de fleste poser med blandede blomsterfrø en dårlig idé:
Når noget ikke koster ret meget for forbrugeren, så gir’ det sig selv, at det der er i posen, er produceret ultra billigt!
For størstedelen af frøposernes vedkommende betyder det også, at de indeholder store dele af den samme slags frø (de billigste).
Det betyder, at selvom du køber en frøpose, som lover at indeholde 35 forskellige slags frø, så er fordelingen af frøene meget skæv, og du skal derfor faktisk åbne posen, lægge dem alle sammen ud på en ren flade og kigge på frøene, inden du bare kaster dem på jorden – hvis dit formål er stor forskellighed.
Og så fortæller de færreste poser dig, hvilken slags jord frøene i posen passer bedst til. Ofte er det en blanding af frø, hvor nogle klarer sig i lerjord, andre i sandet jord, andre igen i fugtig muldjord. Så selvfølgelig vil kun nogle af frøene fra lige den pose spire frem, der hvor du sår dem.
Ofte starter det egentlig rigtig godt ud. Fordi der er en stor andel 1-årige frø i blandingerne også. De spirer hurtigt frem og pryder med farver og højde. Men året efter er de væk, og du vidste ikke, at du selv skulle tage frø fra netop disse blomster, hvis du gerne vil have, at de kommer igen næste år. Så året efter er de der ikke. Andre har taget over. Og rigtig ofte så ender det ret ensformigt ud – som på foto her, hvor det på år 2 faktisk kun er hvid okseøje, der står tilbage… Det var altså ikke lige det, jeg havde købt ind på i den blanding med 15+ arter…

Er blomsterblandingerne ALTID en dårlig idé?
“Men Liza… Jeg har altså ikke råd til at skulle købe en hel masse forskellige blomster.
Jeg har heller ikke tid til at sætte mig ind i hvilke, der gør en forskel, og hvorfor.
Jeg vil bare gerne i gang…”
Det forstår jeg godt. Som sagt, jeg har selv været der. Men nu hjælper jeg dig lige med ikke at begå de samme fejl som mig, og indse efterfølgende, at det var spild af alt muligt, fordi det ikke gav de resultater, det var tiltænkt. Ikke mindst spild af tid…
Køb frøposerne hos nogen, der ved, hvad de laver. De har måske et stort udvalg af enkeltarter, og laver også frøblandinger ud fra deres udvalg. De gør sig umage for at holde dig i hånden med, hvilken jord de her frø vil trives i. De fortæller dig også mere detaljeret, hvordan du opnår de bedste resultater, og hvor størstedelen af posens indhold rent faktisk spirer frem.
Du kan også få fin succes med nogle af de her lidt (for) billige frøblandinger, hvis du vælger de rigtige og er over dem efterfølgende. Det indrømmer jeg gerne. Men det bliver personligt aldrig igen mit første valg.

| Det ender ud i at være frøspild (det nye madspild?) Og når så frøposerne er så billige, så har vi tendens til at putte flere i kurven, selvom vi slet ikke skal bruge dem… Eller vi giver dem væk i gave, i den bedste og kærligste mening, til nogen, der aldrig får dem brugt, fordi det ikke lige var dem… Og vi modtager frøposer i gave, når vi køber andre frø eller andet til haven med frø fra planter, vi har rigeligt af i forvejen, og derfor sår vi dem ikke ud, fordi… Hvad er pointen med det? Kan du se det? Den her overflod af billige frøposer har en bagside. De bliver produceret i massevis, og mange af dem har skyggesider som elendige arbejdsvilkår, tonsvis af pesticider (giftstoffer!), konkurrenceforvridning, unødvendig transport mm. Så de er måske “det nye” madspild og en anden slags “fast fashion”, som vi slet ikke har brug for. |

Udvanding af begreber som “biodiversitet” og “bæredygtighed”
Og så lige den sidste, og for mig som fagperson, ret så skræmmende udvikling i det her emne.
Flere og flere virksomheder deler de her frøposer ud til højre og venstre, som en slags stempel på deres “grønne” profil.
Og det udvander vigtige begreber og svækker tilliden!
I hvert fald, når den virksomhed, der giver dig en frøpose med vilde blomsterfrø sammen med påstanden om, at virksomheden går højt op i at passe på den natur, vi har, og at styrke biodiversiteten i vores haver, er en virksomhed, der lever af at gøre præcis det modsatte!
Så går der kapitalisme i den, og rapporteringer om at være en ‘grøn og ansvarlig’ virksomhed. Jeg kan slet ikke ha’ det. Det er så uetisk, og det påvirker dig som modtager ubevidst.
Det svækker nemlig tilliden til, at de virksomheder, der ægte går op i at styrke biodiversiteten og lede vejen for et mere bæredygtigt samfund, også er til at stole på.
For når du læser alle steder, at virksomheder er “grønne”, “bæredygtige” og “tager ansvar i biodiversitetskrisen”, men du udmærket godt kan gennemskue, at det da vist er med løg på… så tror du til sidst ikke på, at nogen virksomheder mener det, når det er ægte, og at de handler ud fra det.
Og det er et problem, vi snakker alt for lidt om.

| Hvad skal du så gøre i stedet for? Tænk dig om en ekstra gang, inden du lader dig lokke af de flotte og farverige poser, der lover dig guld og grønne skove. Vælg din frøleverandør med omhu. Ja, det tager længere tid, men du køber også et helt andet og langt bedre produkt, hvis du lige kigger dig for ,og vælger ud fra dit behov og den jordtype, du har. Ja, der sker også en udvikling til det bedre, inden for frøposerne med blandede blomster, men der er stadig mange faldgruber. Falder der alligevel en pose ned i indkøbskurven, fordi fristelsen blev for stor, så lad vær med at slå dig selv i hovedet. Men læs på pakken, og gør dig umage for at følge med i, hvad der kommer op af jorden, så resultater af dit køb ikke udebliver, og du igen blot kom til at bidrage til overforbrug uden reel værdi 🌱✨ |

| HVAD ER DET VIGTIGE DU SKAL TAGE MED VIDERE HERFRA? |
| For at opsummere: Pas på med at lade dig lokke af alle de farverige og billige frøposer med blomsterblandinger. Tænk over, hvad det helt præcist er, du vil have ud af at så dem? Hvis du gerne vil styrke biodiversiteten i din have, så skal du kigge dig gevaldigt godt for og nok faktisk gå en stor bue uden om de billige frøblandinger, men finde dine frø et andet sted. Blomster er ikke bare blomster. Slet ikke, hvis vi snakker biodiversitet. Nogle blomster gør ingen verden til forskel, for de dyr vi har her i Danmark, mens andre blomster gør en hel verden til forskel. Alt billigt har en bagside – en skyggeside, om man vil. Billigt = at produktionen rigtig ofte langt fra er bæredygtigt. Vi skal passe på, at de her famøse frøposer med blomsterblandinger ikke bliver det nye “madspild”. Som forbrugere er det tilladt at tænke sig om, før vi handler. Vi har en langt større stemme med vores valg i hverdagen end vi lige går og regner med. |
Så hold igen med at købe de her frøblandinger, og sig gerne
“nej tak” når du får tilbudt dem gratis, hvis du kan. Ja, de lokker! For de repræsenterer en drøm. Men langt de fleste af de her blandinger indfrier ikke dine drømme. Desværre…
De bedste have-hilsner fra
Liza, biolog med speciale i biodiversitet i haven 🌱

